Den sorte prik

Hold fokus, for helvede. Hold fokus på det positive, siger jeg til mig selv måske 10 gange om dagen. Lad nu være med at kikke på den sorte prik på papiret, men se hele overfladen, hvor størstedelen altså består af en hvid flade.

Hvorfor er det så fucking svært at se ud over den sorte prik, hvad er det der gør at vi som mennesker, typisk, vil lade os slå ud af denne sorte krussedulle, lade os suge ind i det mørke og lade det opsluge os på en måde så man tror man dør.

En simpel lille prik.

Og dog med så stor betydning.

Jeg stirrer på papiret. Vender det sidelæns, vender det på hovedet, ja selv med bagsiden vendt mod mine øjne, formår jeg, på trods af at min intention om at fokusere på alt det uden om prikken, at tage mig selv i at blive suget ind i det sorte.

Når man er blevet såret dybt, når man er blevet frarøvet det mest værdifulde man har, har mistet troen på sig selv og andre ; hvordan bærer man sig så ad med at se det positive i det.

Når kærlige følelser pludseligt inficeres af vrede, skuffelse, ja endog had, så handler det i den grad om at holde tungen lige i munden. Når savnet rammer som et lyn og det går op for en at man har gået rundt i en ”jeg har styr på det hele” trance, totalt blind for virkelighedens verden, når alt rives væk og du står bar, nøgen og uden beskyttelse – så rammer den sande virkelighed – bang lige i facen.

Han gjorde det satme…

Han gjorde det

Såret står åbent, som en vulkan der med voldsom kraft har sendt kaskader af glohed lava ud over uskyldige mennesker. Kastet sit allerinderste ud og op, uden hensyntagen til hvor og hvem det rammer, uden frygt, uden tanke på konsekvenser, nådesløst og helt uden mening.

Kan jeg tilgive…

Jeg skal tilgive. Ikke for hans skyld, men for min egen. Jeg vil ikke leve resten af mit liv med en ulmende vulkan i mit indre. Gå i angst for gentagelser, eller blive syg af bekymrende tanker og billeder. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Derfor må jeg lægge alt min energi i at se det positive – at tilgive.

Tilgive…. Og elske.

Krateret står tilbage og vidner om den totale ødelæggelse…og dog. For når alt er faldet til ro, ilden lagt i aske så sker der noget nedenunder. Ny energi er blevet frigivet og et grønt dække af sirlige sarte blomster skyder frem af kaos – Et nyt liv kan begynde.

Giv mig styrken til at stå det igennem, giv mig modet til at holde ud og giv mig muligheden for at vokse mig frodig og grøn.

Reklamer

Det lille hus med det røde tag

Jeg har ikke haft kontakt med ham i snart 40 år, har fuldstændigt fortrængt ham, kæmpet hårdt for at glemme ham og alt det der skete. Nu sidder jeg her på advokatkontoret, indkaldt i en arvesag, hvor jeg lige i dette øjeblik får fortalt at jeg, altså mig, hans søster, skal arve.
Der er ingen glæde at mærke, ingen boblende fornemmelse i kroppen over at jeg nu, foruden af have arvet hans hus, også ser ud til at være blevet en holden kvinde. Alt hvad jeg mærker er foragt, vrede, væmmelse og ikke mindst angsten, som kommer krybende ud i hver en fiber, hver en celle. En rystelse tager form og sender en ukontrollabel kaskade op igennem min krop, og mine tænder klaprer så jeg mister enhver evne til at tale.
Så mange år er det lykkedes mig at bilde mig ind, jeg havde glemt og et brev hos en advokat skulle blive det eneste redskab der skulle til for at sende mig tilbage i magtesløshedens greb, hvor skam og frygt var dagens menu.
Står på grunden og kikker ud over markerne og det det sirlige stengærde. Mærker smerten i mine hænder da tankerne falder tilbage. Ser i billeder min spæde krop slæbe de tunge sten, og varmen fra blodet der pibler ud af slidsår i begge håndflader.
– Få nu lidt fat på ”søster fit”, ellers ved du hvad der sker.
Ordene borer sig ind i mig og det mærkes i kroppen at den ved det. Musklerne trækker sig sammen og gør sig klar til at gøre modstand. Mærker det tydeligt, hvordan mit underliv snører sig sammen og forsøger at gøre sig uigennemtrængeligt. Men det er altid ham der vinder. Det er ham der er den stærke. Ham – min bror.
Går langsomt ned mod huset der rummer så meget gru. Mærker tårerne spille deres klagesang på mine kinder, men tørrer dem af med en hurtig bevægelse. Han skal ikke længere gøre mig ondt. Jeg skal ikke længere være i hans magt. Nu det mig der er den stærke.
Åbner min taske. Tager flasken med brandvæske op og hiver tørklædet af halsen. Stikker tørklædet ind igennem brevsprækken og væder det med indholdet fra flasken. Giver det et minut til at sive ind i stoffet, og træder et par skridt tilbage. Finder nogle kviste og et par tørre grene.
-Sæt dem nu for fanden rigtigt, ellers ved du jo jeg er nødt til at straffe dig
Med gennemarbejdet præcision, bliver kviste og grene placeret foran døren og det tørre halm i midten tager fint imod flammen fra min lighter og spreder hastigt sine hidsige gløder og fanger klædet i dørsprækken. Et pragtfuld ildinferno lyser op på min nethinde.
-Nåh, du kan jo godt ”søster fit” – så må du jo ha din belønning
Skriget vækker mig. Ser mig forvildet rundt. Åh nej, Endnu en nat. Endnu et mareridt. Hvor længe skal det blive ved? Bliver jeg aldrig fri?

Eringdringsbillede

Så meldte sommeren sin ankomst med fuglefløjt og græs der knejser i haven. Gråspurve, solsorte, blåmejse hopper lystigt rundt og finder stumper af tørret græs, blade og andet brugbart byggemateriale. Der skal arbejdes hårdt, så de kan være klar til sommerens kuld af småpipper. Et due-par har taget bo i det eneste træ vi har tilbage i haven, hvilket sikkert vil irriterer husstandens mandlige beboer, idet de ynder at sidde og smide deres klatter lige ned på vores elskedes hund gravplads.

Man kan vel også, uden at overdrive, sige at det er en hån imod Futte, der i den grad ikke var fan af duer, og selvom han var en stor hund, kunne de 65 kg flytte sig i en vis fart, når en due først var spottet på ejendommen. Egenligt sjovt, når jeg nu sidder og tænker over det. Vi har aldrig haft så mange store fugle…elller katte… som vi har nu, hvor Futte ikke længere vogter havens flora og dyreliv…

Små fugle og blomster kunne han lide. Han kunne ligge fredfyldt på græsset, og næseboerne vibrerede lystigt, når havens dufte ramte. Han elskede haven. Men ikke pindsvin… Pindsvin og katte…det var ikke to ting der skulle forsøge at passere, det skulle han nok sørge for. Han kunne ligge fredeligt inde i huset, og hvis bagdøren stod på klem, så kunne djævlen pludseligt tage ham og han foer afsted ud i haven, som løb han for sit liv…. hvordan han kunne høre dem, er os stadig en gåde. Det faktisk ret morsomt..eller det er det vel ikke, men et pindsvin er jo ikke lige sådan en lækkerbisken man kan snuppe, som f.eks. når han fandt en mus… Men det ville han så blæse på. På forunderligste vis, kunne han tage fat i pindgrisen og kaste den op i luften igen og igen….. Ja, det lyder voldsomt, og det var det jo egenligt osse…Men de overlevede altid og selvfølgelig bad vi hunden om at gå væk, hvorefter vi straks gik i gang med redningsaktionen, og fik de fortumlede og temmelig pustende små “svin” lagt ind på den anden side af hegnet..

Nej…Pindsvin kunne han ikke lide.

Til gengæld var han vild med milkshake. Når vi en sjælden gang i husstanden forvildede os forbi en fastfood og hjembragte en milkshake, kunne han genkende den på lugten og formen. Hans øjne poppede nærmest ud af hovedet og ned i bøtten med shaken, hvorefter han forsøgte at suge det op med sine pupiller… Det var så morsomt at se…. og selvfølgelig fik han altid lov til at få den sidste slat, hvor han mestrede,at holde bægeret fast med poterne, imens han snoede tungen ned i bægeret, der hvor øjnene allerede havde inspiceret og godkendt.

Han var en dejlig hund. Og det er sådan en skøn dag som i dag man virkelig savner ham. I dag ville have været en festdag for han, for græsset er nyslået og totter af frisk græs ligger og venter. Men han tager ikke mere sin græs-runde, finder ikke flere godbidder gemt på stubbe, i potter, på stene eller høje eller stjæler løgene som sirligt var blevet plantet i håbet om en dag at stå i fuld flor. Ikke mere sparken med bold op af tagrykken, for at se ham trippe forventningsfuldt og følge boldens færd ned af tagstenene, tilpasse kroppens vinkel, for til slut at hoppe op i luften og gribe den intetanende foldbold.

Haven har mistet en ven, en vogter, en nyder, en stemme

Men hov, det skulle jo ikke være en trist tekst denne her, så omend sorgen stadig omfavner mit hjerte vil jeg afslutte fortællingen om Futte, min allerdejligste hunde-ledsager med endnu en lille erindring.

Futte var som mange hunde glad for mad…og har indtaget alverdens underlige ting i hans knapt 11 år lange liv. Men en af de sjoveste oplevelser, vi havde, var da vi havde stor køkkenhave med alle mulige dejligheder i. I starten undrede vi os lidt over at der ikke “voksede” så meget af de vi havde sået, bl.a løgene forsvandt og salathovederne… Vi brugte mange dage/uger på at debattere, hvad det kunne være for et dyr der stjal vores grønsager, og en skøn sommeraften går jeg ud i haven for at kikke efter Futte, og ser ham travlt beskæftigeret nede i køkkenhaven…. Det lykkedes mig at snige mig ind på ham og da jeg er et par meter fra ham kalder jeg hans navn, hvorefter han vender hovedet i retning af mig. Ud af munden på ham stikker, ikke et par blade… Men siger og skriver ET HELT SALATHOVED… og udtrykket i hans hoved sagde bare det hele…. Kors hvor jeg morede mig og kors hvor så han sjov ud. 65 kilo hund med hang til grønt…hehehe… det var bare min hund i en nøddeskal…. Så vi fandt tyven og Futte var færdig som gartner.

Nå, men jeg må tilbage til haven. Den lokker med sin duft af tulipaner, nyslået græs og grillede pølser. Jeg vil sætte mig et øjeblik, ved Futtes høj og mærke ham dybt i mit hjerte, for han var i sandheden den bedste hund man kunne finde. Så vil jeg glædes over alle de gode og sjove minder han har tilføjet mit liv og lade smilet på læben bære tåren fra øjet. .DSCI0140

Til Tasterne 5.

 
Går ikke helt fantastisk med mine planer om at komme mere til tasterne. Hvad sker der dog. Lige nu kan jeg faktisk ikke engang undskylde mig med at jeg har gang i en masse andet, det har jeg oppe i hovedet, men fysisk har min krop lukket ned på stand by knappen, og jeg er i en afventningstilstand, hvor jeg bare kikker efter det grønne lys, så jeg kan komme i gang igen…
 
Men så var det jo netop at jeg kunne skrive. Godt nok kan jeg ikke løfte mine arme op i luften, men nu står min Pcér jo heller ikke oppe under loftet, så den undskyldning er heller ikke brugbar. Hvad er det så der gør det…. Jeg kan jo godt og vil jo virkelig gerne i gang med den der “krimi” jeg nu har talt om i årevis. Der sker bare ikke . Det er ikke tid for store tanker, plots, mordsteder og uterlige gerninger, de er lagret derinde et sted, men nægter at indfinde sig.
 
Måske er det bare livet der sker. Livet med familieforøgelser, tanker om frivilligt arbejde, ægteskab og ikke mindst dem der står nært, der fylder mit rum og gør at fantasien ikke har en chance for at rulle sig ud. Livet i sin uforudsigelighed, der skal leves mens man har det, men som ofte før, har været muligt at skubbe væk, for at sejle ind i en verden skabt lige efter mit hoved.
 
Ikke at det altid er fryd og gammen, der i den “lukkede” verden, mange en grum tekst og tanke er blevet udarbejdet, nogen har fundet vej til papiret, andre, som krimien, ligger og lurer med sin vederstyggeligheder, utænkelige handlinger og frygtindgydende adfærd.
 
Nå, men den vil altså ikke på papiret endnu….så der er jo ikke så meget at gøre ved det end at vente. Vente, og lade livet leves indtil der bliver plads til at jeg kan stikke af, og begive mig ind i den farefulde, men også yderst tilfredsstillende gru, der hvor jeg kan lade alle de “grimme” personer komme frem og se dem danse til dødens triumf.

Til tasterne 4

Puha, altså hvor tiden flyver i øjeblikket. Pensler og dekoration har fuldstændigt overtaget og mange forandringer sker fra dag til dag. Det der startede med at være et “simpelt” køkkenprojekt, har nu sendt kaskader ud i resten af huset og en grotte er ved at tage form på badeværelset. Var det det jeg tænkte da jeg startede, Nej. Men hvor er det vidunderligt for en tid at blive hevet væk, forsvinde ind i boblen og lade hænderne og flyvske ideer få overtaget.

Jeg vil gerne tasterne, men deres tilstedeværelse forstummer i klistermasse, maling og boblende hænder. Selv natten tages i brug omend intentionen, hver aften, er at gå i seng for at sove. Men stilheden lokker, det tavse rum, mørket kalder på mine indre kreative kanaler og hiver mig væk fra dynen og tilbage i den farverige boble.

Hvad skal der ske nu?

Havenet tages ind fra haven og sættes på væggen, finurlige ting finder deres plads under tøjklemmerne og et billede er skabt. Manden sendes i byen efter brugte gulvbrædder, som med snilde laves om til hylder og nu pryder på den nymalede væg. Det er i sandhed et nyt rum der er skabt. Eller to – og inden måneden er omme måske tre. Hvem ved?

TIL TASTERNE 4

Man siger at tiden læger alle sår, men er det nu osse sandheden?

Hvem er det egentlig der har fundet på dette udsagn? I år er det 29 år siden jeg fødte min første dejlige søn. En skøn sag med mørkt krøllet hår, der var så fantastisk smuk udenpå, men som blev født med et defekt hjerte. I 34 dage kæmpede han for, eller imod, livet og en smuk marts morgen gav hans far og jeg ham lov til at slippe for yderligere smerter, da vi slukkede for de maskiner, der holdt ham kunstigt i live.

Hvorfor var det nødvendigt?. Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv igen og igen. Hvad i alverden var meningen med at han skulle igennem så frygteligt mange pinsler, et lille barn. Helt uden skyld, helt uden valg.

Den sidste dag han levede, vidste jeg at det var dagen. Vi havde hørt det hver dag siden han blev født, Han skulle dø, han kunne ikke overleve. Men denne dag, følte jeg det. Kunne mærke det, se det, lugte det. Jeg kæmpede dagen igennem med at nå til det punkt hvor jeg kunne give ham lov, vidste det uretfærdige i at blive ved med at håbe – at forlange at han skulle blive ved med at kæmpe.

Men kunne jeg give slip?

Sent på aftenen kørte ham afsted, til det der blev hans sidste operation. Da de kørte han ind på på operationsstuen, døde jeg indeni. Mit hjerte blev flået ud af mig, og hele min krop skreg af stum smerte, da jeg kikkede igennem den lille glasrude, og vidste jeg aldrig mere ville holde ham i mine arme.

Da vi næste morgen forlod Rigshospitalet, følte jeg mig amputeret. En stor del af mig blev på hospitalet, sammen med Dennis, og som med Dennis, blev jeg aldrig forenet med den del.

Der kommer nye smukke glæder, to dejlige børn gav mig fornyet liv og nu et dejligt lille barnebarn. Masser af fantastiske, minderige og fortryllende oplevelser, der gør at smerten, såret bliver “nemmere” at leve med.

For det er det man gør. Man lærer at leve med det.

TIL TASTERNE 3

 

Bop Bop Bop… Ja hvad skal man så finde på at skrive om i dag?. Sidder her i sofaen og venter på at skulle ind og se Tordenskjold i Biografen, imens Irske toner sniger sig rundt om min øresnegl. Linedance. Ja, hvad er Linedance…. Dans på linie – direkte oversat. Da jeg for første gang stiftede bekendtskab med denne form for “underholdning” / Hobby, tænkte jeg …hvorfor?…. Hvorfor står der 250 dansere på dansegulvet i række efter række og danser i hver deres lille boble? Hvad er det, det gør for dem.
 
Nu er jeg jo ikke en person der står tilbage for at lære noget nyt, så jeg tænkte…. Ja ja, da, så lad mig da prøve, så svært kan det jo hellere ikke være…der jo ingen man skal samarbejde med, Bare mig selv – i min egen lille danse boble…Jeg kastede mig ud i det, og lærte da osse to danse, Men begejstringen udeblev, der kom ikke noget kick, ingen AHA oplevelse, blot nogle trin på et dansegulv og så var det det…..
 
Sjovt synes jeg imidlertid det var at se hvordan nogle klubber virkelig levede sig ind i den verden og havde iklædt sig cowboytøj, revolvere, fine dansekjoler og dertil snørre-bundne læderstøvler. Et imponerende syn, for en person som mig, der unægteligt er fasttømret til den danske muld – og ikke nem at få til at “svæve”. Lidt misundelig kunne jeg faktisk godt blive, fordi man kunne se at de virkelig levede sig ind i den verden, der blev skabt, netop fordi de var linedansere og fordi de følte sig i et med de personer de var – i lige netop dette øjeblik.
 
Min mand er dygtig, Nej, han er ikke bare dygtig, han er faktisk fantastisk dygtig. Han er ikke til cowboyhatte og revolvere, men han lever igennem dansen og vokser hver gang hans fødder kaster sig ud i en ny udfordring. Han har vist mig, at Line dance er så meget mere end at danse på linie. Når han svæver i rummet, er det så meget anderledes end to skridt frem og to tilbage, det er elegant, det er rytmisk, det er fortryllende. Jeg bliver altid overrasket over, hvor meget det gør for ham – og hvor glad i låget han bliver af det.
 
Så dans min elskede, vis verden hvor fantastisk det er, fang dem ind og forfør dem, med dine magiske bevægelser og hør mig sige…..Line dance er smukt.

 

TIL TASTERNE 2

 

Ja intentionen er fin, men tasterne synes mig alt for langt væk for tiden. Tiden står ikke længere stille, men andre kreative sysler synes at tage over og lægge en afstand imellem mine taster og mig.

Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, for når endelig jeg kommer til orde, så flyder fingrene og ordene taknemmeligt ud på papiret, i samme strøm, som når jeg dypper penslen i malingen og lader den bestemme, hvad der skal komme ud på den anden side.

Mine nætter er bedst. Her kan jeg folde mig ud, uden forstyrende elementer der tager fokus og griber hungrende ind i min skaberboble.

Farverige billeder tager form, tapet rives ned, spartel smøres med store fagter ud på køkkenvæggen og jeg nyder det bløde våde element, mens jeg former – uden motiv – uden styring.

Forbavset og overrasket over det mine hænder kan skabe, helt uden at

være blevet instrueret eller underlagt en løsning. Nye processer, nye vinkler, nye udtryk.

Jeg er sgu lidt stolt af de hænder. Når de slippes løs og får frit spillerum, danser de over stok og sten, væg og gulv, intet kan stoppe dem, intet er umuligt – Jeg befinder mig i en evig ekstase og forundring over den konstante bevægelse.

Men de bliver trætte, hænderne. Det sitre i dem for at fortsætte, men kræfterne følger ikke med ideerne – og processen må med vold stoppes – og for en tid sættes i karantæne.

Det var her tasterne skulle tage over… hjælpe hænderne over i en anden boldgade, omend stadig skabende og fritløbende. Men tasterne er mere afhængig af ord end hænderne er. Og når nu de søger efter store armbevægelser, store rum, stilhed, så er det svært at bilde dem ind – at ord kan gøre en forskel.

Men jeg skriver – i pausen – og selvom mit udgangspunkt var at skrive hver dag i det nye år, så glædes jeg over at der trods alt imellem spartelmasse, maling og tapet – dukker ord, tanker, sætninger op – som har lyst til at hoppe ned på papiret, så jeg kan overbevise mig selv om – at jeg stadig kan.

Til tasterne

 

Nå men jeg havde jo lovet mig selv, at i det nye år skulle jeg sætte mig til tasterne og begynde at skrive. Så nu sidder jeg her og lader fingrene bevæge sig over tastaturet, uden at have nogen ide om hvad jeg skal forfatte.

Udenfor, skinner solen på den skønneste omend temmelig kolde dag og opfordrer pels-handsker, kedeldragt og de forrede vinterstøvler til at hoppe ud i en – “jahhh det er vinter og jeg elsker sne- og frost, dans på de fnug-hvide fortove.

Indenfor, røber solens stråler støvfnuggenes forræderiske indtog og skriger efter støvkludens slubrende appetit.
Skal man give efter og bruge denne skønne dag på at gøre hytten præsentabel, så man stolt og forpustet kan se sig selv i spejlet og sige” det var det”.

Nahhhh….. Det løber jo ingen vegne og tasterne ser ud til at samarbejde, så jeg venter lige lidt og ser tiden an. Man skulle jo nødigt spilde sin kostbare tid med nullermænd og unødigt hårdt arbejde.

Det lader jeg andre om: Bagboen, et helt kapitel for sig selv, Har valgt, den koldeste og mest snefyldte tid, til at hive “vores” hæk op, og imens vi andre sidder i de lune stuer, hakker han løs i den hårde muld med spaden der sukker højlydt efter sommerens varme. Godt man ikke er en spade……

B